Internationalt godkendt af PETBC
Klik her for at se kalenderen
Uddannelsen som Hestetræningskonsulent er en bred men dybdegående hestetræner/konsulentuddannelse, som strækker sig over 17 måneder, og giver dig en af de bedste, mest grundige og mest videnskabelige kursussammensætninger inden for dette område i Danmark. Uddannelsen er desuden, som den eneste i Danmark, internationalt godkendt af PETbc.
Som uddannet hestetræningskonsulent vil du være i stand til:
- At forstå hestes adfærd bedre
- At træne heste ud fra videnskabelige indlæringspsykologiske principper
- At forstå hvordan ernæring, udstyr og fysik kan påvirke hestens indlæring, adfærd og generelle trivsel
- At undervise hesteejere der gerne vil træne deres heste mere hensigtsmæssigt og effektivt ud fra videnskabelige principper.
Ønsker du at arbejde med heste, der udviser svære adfærdsproblemer, kan du videreuddanne dig til Dyreadfærdskonsulent og specialisere dig efter endt uddannelse som Hestetræningskonsulent.
Praktisk info om uddannelsesforløbet
Uddannelsen varer ca. 17 måneder og er sammensat, så du deltager i et kursus her ca. en gang om måneden.
Desuden skal der påregnes gennemsnitligt fire timer om ugen til at læse, skrive opgaver og lave praktiske lektier hjemme mellem undervisningsmodulerne.
Uddannelsen afsluttes med en praktisk og teoretisk eksamen med ekstern censor.
Der er ingen ekstra udgifter ved at medbringe egen hest (uanset om du ønsker boks, fold eller en kombination). Du skal selv medbringe foder, hvilket gælder både kraftfoder og grovfoder.
Vi har ingen formelle adgangskrav. Interesse for faget og selvdisciplin er blandt de vigtigste krav.
Pris:
Den samlede pris for uddannelsen er kr. 37.500, som betales over 3 rater á kr. 12.500,-
Såfremt du ikke ønsker at beskæftige dig med ridning, men kun arbejde fra jorden og teoretisk baggrundsviden, kan du vælge en komprimeret udgave af forløbet, som koster kr. 33.000,- der betales over 3 rater á kr. 11.000,-
Andre betalingsmuligheder findes - se mere på vores tilmeldingsskema. Det er desuden muligt at lave en afdragsordning ud fra dine ønsker og behov.
Uddannelsen er ikke SU-berettiget. De fleste betaler selv, men nogle har også mulighed for at få hjælp gennem jobcenter - eksempelvis hvis man er berettiget til revalidering, specielle ungdomsordninger eller har været ledig gennem en længere periode.
Undervisere:
Bettina Hvidemose: Certificeret i massage og fysioterapi til heste, Kranio Sakral Terapeut, Adfærdsbehandler og meget andet (se mere på: www.dyreterapi.dk).
Stine Joy: Uddannet i Centreret Ridning, Hestetræningskonsulent, Hestemassør mm.
Tinne Kamm: Uddannet nlp coach, Hestetræningskonsulent, Dyreadfærdskonsulent mm.
Søren Slettebo: Dyrlæge afholder dyrlægekurset med sygdomslære, førstehjælp og tænder.
Jesper Krogsgaard: Reg. Beslagsmed underviser i modulet om hove.
Kit Hansen: Sadelspecialist underviser i modulet om sadler.
Renée Kristiansen: Veterinær Ernæringsterapeut underviser i ernæring.
Har du spørgsmål eller vil du vide mere? Kontakt os gerne!
info@dyreterapi.dk eller Tlf. 31 20 35 20
Undervisningsmodulerne fordeler sig således:
- Hesteadfærd + aflevering af skriftlig opgave
- Indlæringspsykologi 1
- Indlæringspsykologi 2
- Sygdomslære, pleje og intro til hestemassage
- Indlæringspsykologi i praksis 1 (arbejde fra jorden)
- Indlæringspsykologi 3 + aflevering af opgave
- Indlæringspsykologi i praksis 2 (arbejde fra jorden)
- Anatomi og biomekanik
- Gymnastisering af hesten fra jorden 1
- Gymnastisering af hesten fra jorden 2
- Sadler
- Ridning 1
- Ernæring og hove
- Ridning 2
- Pædagogik
- Ridning 3
- Praktisk eksamen
Fagbeskrivelser
Indlæringspsykologi, 3 weekendkurser + 1 opgave
Indlæringspsykologien er essentiel i forståelsen af hvordan vi lærer hestene noget nyt og i høj grad også af hvordan vi løser problemer. Derfor er dette et relativt stort fag, hvor vi virkelig kommer i dybden med teorierne, som danner grundlag for alt det praktiske arbejde.
Indlæringspsykologi 1
På det første kursus gennemgår vi alle de grundlæggende begreber i indlæringspsykologien. Undervisningen i indlæringsspsykologi er fælles for hunde og hestelinierne, idet begreberne er de samme. Dog sætter vi individuelt fokus på hvilken art hver elev primært ønsker at arbejde med. Alt bliver illustreret med praktiske eksempler, billeder og videoklip. De emner vi gennemgår på kurserne er som følger:
- Hvad er adfærd?
- Hvad er indlæring?
- Klassisk betingning (Pavloviansk indlæring)
- Historie
- Reflekser
- Responser
- Betinget og ubetinget
- Associativ indlæring
- Operant betingning
- Historie
- Forstærkning
- Straf
- Hvordan overfører vi teorien til praksis?
- Teoretiske analyser af træning.
- Signaltyper
Indlæringspsykologi 2
På det næste kursus i indlæringspsykologi går vi dybere i indlæringsteorierne. Med baggrund i -og reference til de begreber og teknikker vi gennemgik på første kursus, går vi videre med følgende emner:
- De to typer af operant indlæring:
- Ren operant betingning
- Operant betingning på ledende signal
- Shaping
- Trinvis tilnærmelse
- Differentieret forstærkning
- Shapingens 10 regler
- Kædning – forlæns og baglæns
- Forstærkningsskemaer (variable og faste forstærkningsmønstre)
- Overtroisk adfærd
- Stimulus kontrol
- Planlægning af træningsforløb
- At vælge den rigtige strategi
- Analyse af træningsforløb (problemløsning og indlæring af nye øvelser)
Indlæringspsykologi 3
På det sidste kursus i indlæringspsykologi kæder vi viden fra de første to kurser sammen, og går i dybden med endnu flere praktiske eksempler, som styrker forståelsen af begreberne. Vi slutter ringen, med at kæde de sidste begreber på, som er nødvendige for at forstå hvordan vi kan påvirke ind- eller aflæring hos vores firbenede venner:
- Avanceret operant indlæring
- Begrænsninger og udfordringer for indlæring
- Stress
- Generalisering
- Differentiering
- Udslettelse af adfærd
- Spontan tilbagekomst
- Kontrabetingning
- Ændring af motivation
- Indlæring af ønskede adfærdsmønstre
- Aflæring af uønskede adfærdsmønstre
Skriftlig opgave
Som afslutning på faget har vi en skriftlig opgave. Opgavens omfang er 10 computerskrevne sider (Arial str. 11). På det 3. kursus udleveres opgaveformuleringen, som skal følges. Opgavens formål er at gennemarbejde de vigtigste begreber, som er blevet gennemgået på kurserne. Eleven skal vise at han/hun forstår hvad vi har gennemgået, ved at sætte begreberne sammen med en række hverdags- og træningssituationer, som kan udvikle sig problematisk.
Adfærdsbiologi og hesteadfærd, 1 weekendkursus + skriftlig opgave
At forstå hvorfor hestene opfører sig som de gør og hvad det betyder, når de opfører sig på en bestemt måde, er rigtig vigtigt. Vi kan hverken løse problemer eller lære hestene noget nyt, hvis ikke vi ved lidt om hvad der sker inde bag pelsen.
Adfærdsbiologi og hesteadfærd
På dette kursus starter vi ud med alle de grundlæggende begreber, som hurtigt kommer i spil og skaber megen debat og forvirring, når vi snakker om hvad heste egentlig er. Teorien vil blive understøttet af billeder og videoklip og masser af eksempler.
- Hvad er adfærd?
- Hestens udvikling
- Drifter
- Motivation
- Instinkter
- Aggressivitet
- Angst
- Overlegenhed
- Underlegenhed
- Pacificerende/dæmpende signaler
- Prægning og socialisering
- Analyse af forskellige kropspositurer
- Stress
- Lydkommunikation
- Normaladfærd
- Naturlig adfærd
- Unormal adfærd
- Uønsket adfærd
- Problem adfærd
- Patologisk adfærd
Skriftlig opgave
Faget afsluttes med en skriftlig opgave på 5 sider (computerskrevne, arial str. 11). Opgaveformuleringen udleveres på kurset, og opgaven skal indleveres senest 5 uger senere. Indholdet er en gennemgang af de emner vi har behandlet på kurserne, sat i sammenhæng med diverse hverdags- og træningssituationer.
Pædagogik, 1 weekendkursus
En stor del af det at arbejde med heste, er også at forstå og kommunikere med deres ejere. På dette kursus gennemgår vi hvordan vi formidler vores viden så den almindelige hesteejer kan forstå og bruge det til noget. Ud over dette skal vi instruere hinanden i forskellige øvelser, og finde ud af hvad der virker bedst for den enkelte. Kursisterne bliver stillet overfor en række almindelige spørgsmål og problemstillinger, som vi ofte møder i praksis. Vi prøver forskellige løsningsmodeller og svarmåder af, og snakker i tillæg om mødet med forskellige typer af hesteejere. I tillæg snakker vi om auditiv, visuel og kinestætisk indlæring.
Indlæringspsykologi i praksis, 2 weekendkurser
En ting er at forstå teorien, men at overføre det til praksis, vil til en hver tid være noget andet. Det arbejder vi på i disse kurser.
Indlæringspsykologi i praksis 1
Under dette kursus går vi i gang med arbejdet med hesten fra jorden. Vi opsummerer teorien løbende gennem kurset, og træner en række simple øvelser, hvis primære formål er at omsætte indlæringspsykologien til praksis, både i relation til indlæring og løsning af træningsproblemer. Vi arbejder eksempelvis med:
- Betingning af klikkeren
- Targeting
- Kontaktøvelser
- Berøring overalt på hesten
- Håndtering
- Vige forpart og bagpart fra fysisk pres
- Bakke fra fysisk pres
- Vige forpart og bagpart fra kropssprog uden berøring
- Bakke fra kropssprog uden berøring
- Sidepass
- At sende hesten ud på en volte
- Smal passage
- Stopøvelser
Indlæringspsykologi i praksis 2
Formålet med dette kursus, er at gå endnu dybere i den praktiske anvendelse af de indlæringspsykologiske begreber.
Vi går videre med øvelserne fra det første kursus, og supplerer med diverse shapingøvelser, tricks og forberedelse til gymnastisering fra jorden. I tillæg arbejder vi med problemløsning hos den individuelle hest og tager hul på almindelige træningsproblemer så som trailerlæsning.
Sygdomslære og pleje
På dette kursus giver dyrlægen en kort gennemgang af hestens fysiologi. Med baggrund i dette gennemgår dyrlægen forskellige almindelige lidelser, så eleven får en grundlæggende kendskab til sygdomslære.. Desuden ser vi på førstehjælp til heste både i teori og praksis.
Anatomi og biomekanik
Hestens krop består af 205 knogler og over 700 skeletære muskler. Bla bindevævsposer, ledbånd, ligamenter og sener sammenholder og forbinder skelettet og muskler, hvilket gør, at påvirkning af skelet afspejles i muskulaturen og omvendt. Vi vil igennem weekenden gennemgå hestens muskler, skelet, ligamenter og andre fysiologiske aspekter og forbinde det hele i biomekanikken. Derefter går vi ud og sammenholder det hele på hesten og sætter bla. fokus på:
Gananalyse; hvornår er en hest på forparten, hvordan bevæges bagbenet i tilfælde af en ubalanceret hofte eller en ubalance i ryggen?
Muskulaturen; hvilke muskelgrupper bliver overbelastet eller reduceret i forhold til skeletære ubalancer? Hvorfor sker dette og hvad betyder det for hestens fysiologi og biomekanik.
Skelettet; hvordan lokaliseres skeletære ubalancer, hvordan indvirker det på hestens biomekanik, og hvornår er skelettet så ubalanceret, at det er en god idé at henvise til en terapeut?
Formålet med weekenden er at videregive information omkring hestens fysiologi og biomekanik som kan bruges i den daglige omgang med hesten, både i forhold til træningen, lokalisere evt. træningsproblem og genoptræning.
Gymnastisering af hesten fra jorden - 2 weekender
Longearbejde og arbejde fra jorden er nogle af de bedste hjælpemidler rytteren kan bruge for at gøre hesten stærk, smidig, balanceret og holdbar. Fra jorden kan hesten arbejde uden at tage hensyn til vægten fra en mere eller mindre balanceret rytter, og rytteren får en bedre mulighed for at observere og indvirke præcist. Jordarbejdet er især vigtigt inden hesten kommer i ridning, men er næsten lige så vigtigt når hesten skal introduceres for nye øvelser, eller hvis der ønskes bedret styrke og balance undervejs i uddannelsen.
På første kursus har vi teori det meste af dag 1. Her kigger vi en del på de forskellige muskler, og hvordan de bidrager til hestens bevægelse. Vi ser desuden nærmere på sporring og teori om stilning og bøjning. Vi kigger også på de forskellige tilgangsvinkler til træning og gymnastisering fra jorden. Til sidst kigger vi på billeder af heste, og snakker om hvordan vi bedst muligt kan hjælpe dem muskelmæssigt gennem gymnastisering fra jorden.
Vi tager hul på stilning, bøjning, versader, indundertrædning og måske mere - alt efter hestenes uddannelsesniveau. Vi "nørder" med de forskellige detaljer, så som at flytte skuldrene og hvordan menneskets kropssprog, energi og fokus påvirker hesten.
Vi krydrer weekenden med forhindringsbaner og bomarbejde i mange forskellige afskygninger.
På det andet kursus vil vi arbejde videre med øvelserne fra første kursus og gå i dybden med disse. Ud over dette kommer vi til at fokusere en del på longearbejde. Vi longerer i praksis og snakker om hestens biomekanik i longen og selvfølgelig hvad vi kan gøre for at påvirke den mest hensigtsmæssigt. Igen er der samtidig fokus på vores mentalitet og energi, små detaljer i vores kropssprog og selvfølgelig den røde tråd til indlæringspsykologien.
Ridning - 3 weekendkurser
På kurserne i ridning, vil vi have fokus på ryttercentrering, der handler om rytterens påvirkning af hesten, samt opmærksomhed på vores signaler og betydningen af dem for hesten.
I ryttercentrering arbejder man med at blive bevidst om ens daglige bevægelsesmønstre, som ikke altid er til fordel for ens krop. Den ubalance og de bevægemønstre man har til daglig uden hesten, vil selvfølgelig følge med, når man sætter sig på hestens ryg. Dette kan forstyrre kommunikationen med hesten, og hesten kompenserer måske for rytterens skævheder. Ryttercentrering kan hjælpe dig med at blive mere opmærksom på din krop, og hvordan du kan bruge den i samspil med hesten. Du vil finde balance, god koordination, og derigennem få mere glæde ud af samarbejdet.
I ryttercentrering arbejder vi også med at blive bevidst om hvilke signaler vi giver til hesten. Om der er overensstemmelse mellem det vi tror vi ”fortæller” hesten, og det vi ubevidst/bevidst gør med vores krop; hænder, schenkler, syn, tanker mm. Vi vil også have fokus på, med hvilken intention vi møder hesten, i de øvelser vi vil lave, de udfordringer som vi møder under en ridetur mm.
Undervisningen forgår både med og uden hest. I undervisningen uden hest arbejder vi med hvordan menneskekroppen fungerer og påvirker hestens bevægelser. Vi bruger øvelser fra eksempel Alexander teknik og Tai Chi, for at forbedre og simulere træningen med hesten. I rideundervisningen arbejder vi med vores vejrtrækning, billeder, hands on mm, for at blive mere centreret og afspændt.
Ernæring og hove
Ernæring:
- Hvad baserer vores viden om fodring på? Hvad ved vi og hvad ved vi ikke
- Fordøjelsessystemet
- De enkelte fodermidler
- Fodringsrelaterede sygdomme, årsager og hvordan fodrer vi os ud af det
- Huldvurdering
- Foderplanlægning
Hove:
- Hvad har vi af viden omkring hove?
- Hvad er en god hov og hvad kan den
- Hvad betyder miljøet, hvor går det galt
- Hovproblemer, årsager?
- Beskæringsmetoder og intervaller
- Forskning på hove
- Forskellige beskyttelsesmuligheder
Eksaminer
Endelig eksamination består af 3 dele:
- Praktisk prøve med egen hest (filmes)
- Praktisk undervisning af fremmed hest med ejer
- Teoretisk/skriftlig eksamen