I et samarbejde mellem nordsøen oceanarium og center for dyreterapi tilbydes et spændende praktikforløb som sæltræner. Her får du som elev mulighed for bl.a. at bruge den viden, du har tillært dig hos center for dyreterapi og anvende den i praksis på en anden art, end den du beskæftiger dig med under din uddannelse.

Som elev har du gennemgået kurser indenfor bl.a. indlæringspsykologi og adfærdsbiologi for enten hest og/eller hund. At arbejde med andre arter som fx sæler vil udfordre og styrke dine evner i arbejdet med dyr. Arbejdet med sæler er både spændende, lærerigt og meget udfordrende.

Træning og leg er vigtigt for sæler i fangeskab, så de ikke understimuleres eller udvikler stress, stereotyp adfærd eller andre forstyrrelser. Ved at træne sælerne stimuleres de mentalt, og vi kan aktivere dem på en måde, der minder om deres naturlige søgen efter mad. Altså at sælen er nødt til at udvise en adfærd for at få føde. Træning af sæler i fangeskab er et vigtigt element for at danne en relation og tillid til mennesker. Dette indebærer også håndtering og dyrlæge besøg, så vi kan sikre os at vores sæler i fangeskab er sunde og raske. Træning af sælerne bidrager desuden til, at Nordsøen Oceanariums besøgende får en oplevelse ud over det sædvanlige, når de ser sælerne i samarbejdet med os trænere.

For dig som elev vil en praktik som sæltræner give dig en masse erfaring inden for dyretræning, hvor din teoretiske viden bliver styrket gennem praktisk erfaring. Sælen er et klogt men sky dyr, der lever det meste af sit liv i vand. Du har som træner ikke mulighed for at bruge tov eller en snor, som du har med heste og hunde. Derfor lærer du også at arbejde med et dyr, hvor det i den grad er motivation og tillid, der er nøgleordet, og hvor du skal være obs. på signaler, kropssprog og ikke mindst timing. Hvis vi kan motivere sælen til at samarbejde med os, så gør den det gerne. Hvis ikke, så svømmer den væk, og så har vi altid lært et eller andet som vi skal gøre bedre næste gang.

Krav til dig:

  • Du har gennemført minimum Indlæringspsykologi 1 + 2 på hundeadfærdsinstruktør eller hestetræningskonsulentuddannelsen.
  • Du kan deltage i træningen på Nordsøen Oceanarium 1 – 2 gange om dagen (cirka 45 minutters tidsforbrug pr. gang) minimum 3 gange om ugen i en periode på minimum 10 uger. Ønsker du mere end dette, er det muligt. Vi laver en individuel plan for hvert praktikforløb.
  • Du er engageret og motiveret for opgaven, og ønsker at forbedre dine evner som dyretræner, gennem arbejdet med anden art.

Er du interesseret i at påbegynde et praktikforløb som sæltræner hos Nordsøen Oceanarium?

Kontakt: Bettina Hvidemose på bettina@dyreterapi.dk

Praktikforløb - træning af sæler